Kom gratis til Lægedage

- og modtag derudover et års abonnement på Ugeskrift for Læger!

 

15.-19. november 2021 i Bella Center, København

 

Lægedage er de praktiserende lægers efteruddannelseskongres, arrangeret af Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) og Praktiserende Lægers Organisation (PLO). Der er i år 128 kurser – praktiske såvel som teoretiske, et lægetorv og en stor udstilling. Der er altid nyheder og topaktuelle emner at vælge imellem. Tjek programmet på www.lægedage.dk.

Lægedage afvikles i uge 46 i Bella Center og er de praktiserende lægers største efteruddannelsesbegivenhed – en uge spækket med spændende kurser, foredrag, diskussioner og lækker forplejning. Også yngre læger, andre speciallæger samt praksispersonale deltager hvert år i Bella Center. Deltagerantallet ligger i år på omkring 2700.

SAMS og Lægedage har udviklet et samarbejde, som giver medlemmer af SAMS mulighed for at deltage gratis på Lægedage (normalpris for læger: kr. 3.300,- pr. dag) mod at hjælpe til under kongressen. 

Arbejdsopgaverne består f.eks. i at uddele Lægedageavisen, som udkommer hver morgen ugen igennem, hjælpe kursisterne på rette vej, bistå kursusledere, tjekke deltagerlister og være mikrofonholder. 

 

1 dags arbejde giver 1 dags fri adgang til Lægedagesåbnekurser og de kurser, der ikke er fuldtegnede. Der tilbydes desuden gratis frokost og deltagelse i aftenarrangement (mandag-torsdag) – samt muligheden for at få et års abonnement på Ugeskrift for Læger.

 

Du kan lære meget på Lægedage – både under arbejdet og under kurserne. Der er f.eks. kurserne ”Modermærkekræft”, ”Palliativ indsats hos patienter med hjertesvigt”, ”Mandens helbred”, ”Astmabørn i praksis” m.m.. Desuden er det en udmærket chance for at knytte kontakt til de praktiserende læger og få indblik i arbejdet i almen praksis.

Hvis du synes, dette lyder interessant, så tilmeld dig hos Lægedage ved at sende en mail til Kristine på kro.plo@dadl.dk. I mailen bedes du skrive, hvilken/hvilke dage du kan arbejde, og hvilken/hvilke dage, du kunne tænke dig at deltage i kurser på. Du vil derefter modtage mere information.

Vi opererer desværre med en lidt kort tilmeldingsfrist i år, så vi vil meget gerne høre fra dig senest fredag den 5. november 2021. For at deltage, skal man være medlem af SAMS – du kan indmelde dig via hjemmesiden www.sams.dsam.dk, hvor du skal følge anvisningerne under fanen ”Medlemskab”.

Vi håber på at se dig til Lægedage!

Mange hilsener

SAMS og PLO Efteruddannelse

Lægedageflag BC

Lægedage åbning

Færdighedsværkstedet på Lægetorvet

Paramediciner ved akutbil

SAMS - en interessegruppe under DSAM.
Dudal Webdesign